Jeg ved ikke hvorfor det ikke har slået mig før, hvor meget ting er med til at holde en fast i fortidens synder. Det har ikke slået mig før, hvor saligt befriende det kan føles at tilintetgøre og skaffe sig af med alt hvad der peger tilbage på lige netop det man ville ønske man kunne udradere fra sin hukommelse.

Men nu ved jeg det. Nu kender jeg den salige rumfornemmelse der bliver tilbage når saksen skærer tværs over hans fotofjæs og det sidste gamle kærestebrev er revet i frimærkestore bidder og endt blandt kaffegrums og æbleskrog. Nu kender jeg den boblende glæde ved at kradse overfladen på DVD-film, pirat CD’er med Thomas Koppel og skiver med endeløse serie af uønskede fotos af en selv, sådan som han plejede at se én…gennem en lillebitte snæver linse…

Aaah…..

Køleskabspoesien er også væk. På vej mod andre græsgange. “clean slate” i Sydhavnen. Og i aften skal jeg på date

Svaret er helt enkelt: man er en lallende tåbe.  Jeg har taget konsekvensen. I dag røg den der tigerbalsam som jeg erhvervede mig under en skattejagt, arrangeret af en emsig eks, der forsøgte at skabe en lempelig indgang til hans 6-årige søns barneunivers, selvom han jo helt klart ikke, på noget tidspunkt, for alvor, havde forestillet sig at jeg skulle placeres netop der. Sammen med den røg så også de fleste af dagbogsskriverierne, en kæmpe taske med toiletartikler, der ellers havde resideret under sengen i et par år, en flok dåser af forskelligt tilsnit, alle tomme, – samlingen af disketter fra skabet og en sæk med gamle forsikringspapirer, bankudskrifter, lønsedler og mapper, blokke, charteks som man jo altid kan få brug for. Hvis der skulle blive undtagelsestilstand.

Med andre ord, jeg er i færd med at kaste min materielle sikkerhed til vinden.

Næste trin hedder, fjern alle spor af ham der det håbløse on-off forhold jeg endte med at bruge alt for mange år på. Nogle af sporene var bøger med påtaget inderlige dedikationer. Desværre var nogle af bøgerne nogle jeg gerne ville beholde, så jeg snød lidt og nøjedes med at rive dedikationssiden ud. Hvordan kan man skille sig af med Milan Kundera?…og den der Sushikogebog fik jeg faktisk samtidigt af min veninde, så nu hvor jeg har hevet første side ud, lader jeg som om det var hendes eksemplar jeg beholdt i stedet.

Men Salamanderkrigen…altså. Ikke om jeg så havde 3 liv gad jeg åbne den, og den sære lynlås taske, størrelse fingerbøl (kan hverken rumme mine tre daglige æbler, eller mine 8 lipglosses)…DEN tror jeg bliver til en gave til næste juls pakkeleg, hvis der ikke lige kommer et bedre formål op inden.

Aaah….det føles godt. Kan allerede mærke at det bliver meget nemmere at trække vejret. Når jeg så også lige får ryddet harddisken for gamle fotos så begynder det at ligne evigt solskin i et pletfrit sind…